Om bloggen

lørdag den 28. januar 2012

Grydesteg med kartofler og coleslaw


En dag da vi handlede spurgte en af deltagerne om vi ikke skulle prøve at lave den her, han tog en grydesteg op af køledisken. Sådan en grydesteg kan jo nemt laves lækkert og sundt så vi købte den med og aftalte at vi ville tilberede den, den efterfølgende dag. Og kan kun sige at det vi endte ud med blev virkeligt lækkert og alle kunne lide det...

Jeg kunne ikke rigtig finde en sund opskrift på nettet. Der var masser af fløde og store mængder bacon i de opskrifter jeg fandt og disse 2 ingredienser er sjældne gæster i vores køkken. Samtidig tænkte jeg at det ville være muligt at lave en lækker opskrift af sunde ingredienser, så jeg måtte selv finde på noget. Det blev så til noget med tomater og grøntsager, og skønt var det at en af køkkendeltagerne kom med forslag om at lave små lommer i kødet og stikke hvidløg ned i dem.

Som tilbehør valgte deltagerne på holdet kartofler og jeg havde fundet en opskrift på en skøn coleslaw på newyorkerbyheart.com. I opskriften står det er vigtigt at slawen står på køl nogle timer inden servering. Det kunne vi ikke nå, måske stod en på køl 1/2 time og den sagte stadig super lækkert;o)

Grydesteg (6 pers)







1 kg grydesteg af ungkvæg

Hvidløg

Olivenolie

Salt og peber

3 store gulerødder

3 Løg

3 dåser hakkede tomater

Vand

  • Krydr stegen med salt og peber.
  • Brun stegen i lidt olie i en gryde.
  • Tag stegen op af gryden og skær nogle små lommer i stegen og kom hvidløgsfed i.
  • Kom stegen tilbage i gryden og tilsæt de rensede grøntsager og tomaterne.
  • Tilsæt vand så det dækker kødet godt.
  • Koges 1½-2 timer under låg til kødet er mørt.
  • Spæd med ekstra vand hvis det er nødvendigt, så stegen ikke koger tør.
  • Tag stegen op og skær den i mellem tykke skiver.
  • Væsken kan bruges som sovs som den er, eller blendes for en tykkere konsistens.

Cole Slaw a la KFC







60 g god mayonnaise

30 g honning

1 tsk. salt

1 spsk. sennep - jeg bruger dijon sennep

1 dl koldpresset rapsolie

1/4 dl æbleeddike

3 store revne gulerødder

ca. ½-1 spidskål snittet MEGET fint

  • Mayonnaise, honning, sennep og salt røres sammen. Olie og eddike røres i (start med lidt eddike og smag til for at se om der skal mere eddike i).
  • De fintsnittede grøntsager kommes i en skål og dressingen hældes i - hæld kun lidt i ad gangen. Der skal kun lige være nok til at dressingen er tyndt fordelt i salaten - der skal ikke være alt for meget overskydende dressing.
  • Stil på køl og lad det trække til servering.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar